Arrangement om generationsskifte til medarbejdereje
Den nye lovgivning om generationsskifte til medarbejdereje indebærer et nyt og aktuelt alternativ til de mere traditionelle modeller for virksomhedsoverdragelse. Arrangementet giver deltagerne et solidt overblik over rammerne for medarbejdereje og et praktisk indblik i, hvordan et generationsskifte til medarbejdere kan struktureres og gennemføres.
Oplægsholderne er:
Helena Reumert Gjerding og Marc Malmbak Stounberg.
Helena er advokat og partner i Kontra Advokater og har i mange år beskæftiget sig indgående med rådgivning af kooperative virksomheder. Helena var medlem af det ekspertpanel, der afgav de anbefalinger, der ligger til grund for den nye lovgivning. Derudover er Helena næstforperson for Tænketanken Demokratisk Erhverv og forfatter til bogen ”Kooperativ Håndbog – iværksætteri i fællesskab”.
Marc er advokat og partner i Kontra Advokater. Marc er specialiseret i ansættelsesret og kooperative virksomheder. Marc driver den kooperative retshjælp og sidder i bestyrelsen for arbejdsgiverorganisationen Kooperationen.
Oplægget vil give en praktisk og anvendelig gennemgang af lovgivningen og de centrale overvejelser, som arbejdsgivere, medarbejdere og rådgivere bør have for øje ved planlægning og gennemførelse af et generationsskifte til medarbejdereje.
Der vil blandt andet blive sat fokus på:
- den nye lovgivning og dens anvendelsesområde
- F.M.B.A.-modellen og de centrale strukturelle elementer
- overdragelsesprocessen – fra planlægning til gennemførelse
- rådgiverrollen (herunder typiske problemstillinger og faldgruber)
- de skattemæssige fordele ved medarbejdereje som generationsskiftemodel
- juridiske udfordringer, herunder bl.a. selskabsretlige og ansættelsesretlige grænseflader
- erfaringer fra andre medarbejderejede virksomheder og relevante praktiske cases
Arrangementet vil være praksisnært og give deltagerne værktøjer til at identificere og håndtere de vigtigste juridiske spørgsmål i forbindelse med medarbejdereje.
Prisen for deltagelse er: 500 kr. + moms.
Arrangementet afholdes for en målgruppe af advokatfuldmægtige og advokater med op til syv års advokatanciennitet. Oplæggene er tilrettelagt herefter, og vi henstiller derfor til, at kun advokatfuldmægtige og advokater med op til syv års anciennitet tilmelder sig.
Der udstedes kursusbevis på 3 kursuslektioner for deltagelse i arrangementet.
Udeblivelse eller afbud efter den 23. februar 2026 faktureres ligeledes til kr. 500 ekskl. moms. Bliver du forhindret, skal du hurtigst muligt melde afbud til forening@danskeadvokater.dk.